Proteiner gør folk kloge
Proteiner gør folk klogere

Hvis man får meget protein i kosten, bliver man hurtigere i opfattelse og reaktionsevne. Det viser nyt forsøg.

Hvis man spiser mange proteiner, bliver man betydeligt hurtigere i opfattelsen og reaktionsevnen. Det viser en ny undersøgelse fra Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.

Forsøgspersonerne i projektet spiste gennem tre uger en særlig proteinrig kost. Det styrker visse signalstoffer i hjernen markant.

Skarpere hjerner

Ud over mere skarphed i opfattelsen lavede testpersonerne også færre fejl i en række såkaldt kognitive prøver end de forsøgspersoner, som spiste en gennemsnitlig kost.

23 unge, raske mænd i alderen 19-31 år blev delt i to grupper. Den ene skulle fortsætte med det normale proteinindtag, mens den anden gruppe indtog dobbelt så meget protein - omkring tre gram pr. kg kropsvægt pr. dag - fortrinsvis fra mælk og kød.

Den fysiske funktion blev ikke påvirket af proteinindtaget, men det gjorde til gengæld den kognitive funktion, som blev målt på flere måder, oplyser ph.d. Lene Holm Jakobsen fra Det Biovidenskabelige Fakultet og Ernæringsenheden på Rigshospitalet.

Færre fejl

En computertest viste, at antallet af fejl blev mindre, og hastigheden for afgivelse af de rigtige svar blev forbedret hos de personer, som havde spist store mængder protein.

- Tidligere studier, som har undersøgt det samme, har kun været af en enkelt dags varighed, så vores undersøgelser viser for første gang, at virkningen af et vedvarende, højt proteinindtag holder, siger Lene Holm Jakobsen. Forsøget er udført for at skabe bedre grundlag for at give anbefalinger til raske mennesker om, hvor meget protein de skal spise.

Skrevet af:
Gitte Borch Andersen
BA i Human Ernæring



[Tilbag]